Om mig / Faglig tilgang
Psykologfagligt funderet, nærværende og respektfuld
Om mig
Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet (2010), autoriseret psykolog og Specialist i psykoterapi med voksne. Jeg har gennemført den teoretiske del af supervisoruddannelsen samt supervision af supervision.
Jeg har mange års erfaring fra psykiatrien med behandling af bl.a. angst, affektive lidelser, PTSD samt udredning af ADHD og autismespektrumforstyrrelser samt bred erfaring med mono- og tværfaglig supervision – senest inden for det specialiserede område med borgere med udviklingshandicap.
Klinisk erfaring
Specialiseret arbejde med ADHD, autisme og angst
Jeg har mere end 10 års erfaring fra arbejdet i psykiatrien i specialiserede teams for udredning, ADHD og autismespektrumforstyrrelser, ligesom jeg har mange års erfaring fra angstklinik.
Denne erfaring har givet mig et solidt klinisk blik for kompleksitet, herunder betydningen af komorbiditet og behovet for at vurdere symptomer i en bredere psykologisk og psykiatrisk sammenhæng. I terapien indebærer det en opmærksomhed på differentialdiagnostiske overvejelser og på, hvordan forskellige tilstande kan overlappe og påvirke hinanden.
Fokus er ikke på diagnoser i sig selv, men på at skabe en nuanceret og fagligt funderet forståelse af den enkeltes situation, som kan danne et trygt og kvalificeret grundlag for det terapeutiske arbejde.
Faglig tilgang
Et trygt og fortroligt terapeutisk rum
Jeg lægger vægt på at skabe et trygt og fortroligt rum, hvor der er plads til refleksion og til at arbejde med det, der kan opleves som komplekst eller sårbart. Min tilgang er præget af ro, nærvær og respekt for den enkeltes tempo og grænser.
Min tilgang er funderet i psykologfaglig viden og mange års praksiserfaring. Mit metodiske udgangspunkt bygger på Kognitiv Adfærdsterapi (CBT) og Compassionfokuseret Terapi (CFT) kombineret med viden fra neuropsykologi og -pædagogik. Afhængigt af dit/jeres behov inddrages også elementer fra andre teoretiske retninger.
